“Bogen, som alle taler om.”
#Jane #Ina’s 1935
Hvorfor Stoner?
Fordi jeg begyndte at høre om den alle steder, og hver gang hørte jeg noget, jeg kunne lide. Den amerikanske roman om et stille liv. Det kunne næsten ikke gå galt. Og da Samlerens Bogklub så skubbede mig det sidste stykke, købte jeg den.
Jeg har læst den på de sidste par dage. Jeg læste den færdig i nat, fordi den var umulig at slippe.
“Stoner”, hvor titlen refererer til hovedpersonen, er en fuldstændig vidunderlig roman. Den perfekte roman er den blevet kaldt, og jeg er tilbøjelig til at tilslutte mig den beskrivelse.
Der er ikke et overflødigt kapitel. Alle historier bygger personen Stoner. Det er Stoners liv udfoldet fra den tidlige ungdom hos forældrene til en ældre mands sidste suk.
Sproget er enkelt og beskrivende, som jeg elsker det ved mange amerikanske forfattere. Det minder for mig lidt om Richard Russo eller Jonathan Franzen. Jeg så bogen sammenlignet med Marilynne Robinson, men det synes jeg, er ramt ved siden af. Måske er tematikken den sammen, men sproget er hos Marilynne Robinson langt mere poetisk.
Romaner kan, når de er bedst, hænge mennesket ud som en sprællemand i kort snor. Se, det her er livet! Og det er præcist det, som Stoner kan. Jeg blev rørt og grebet af hver eneste scene med Stoner og hans forældre. Den knugende fornemmelse i rummet, hvor der ikke er nogen, der siger noget, men der er ansigtsbeskrivelser. Det er formidabelt. Jeg kunne mærke det som knugen i min krop, så godt var det.
For slet ikke at tale om bogens sidste kapitel. Jeg græd samtlige sider igennem. Fordi Stoner som person var nået til livets afslutning, fordi bogen var færdig, fordi livet er, som det er.
Når livet bliver præsenteret på 300 sider eller deromkring, så gør det også noget ved læseren. Der planter sig mildhed om menneskets og dets uformåen. Jeg vil endda gået så langt som at sige, at man får et kraftigt spejl på sit eget liv. Og hvor er det sundt.
Læs “Stoner”… så enkelt er det.