Advarsel… dette indlæg handler om hele to af mødrebloggeres yndlingsslagmarker. Og jeg er på udebane. Det skal handle om amning og samsovning. Egentlig meget intim emner, men også emner, der kan få mødre til at tale grimt til hinanden i timer.
Og jeg er nødt til at sige fra. Jeg har i mit moderskab praktiseret den mest udskældte kombination overhovedet… nemlig ingen amning, og så sover børnene i min seng.
Jeg ville gerne have ammet, men der kom kun mælk til én og lidt, og det er overhovedet ikke nok, når der er to. Hvad jeg ikke hørte af gode råd, før jeg overgik til flaske, og det virkede ikke en skid. Det gjorde mig kun fortvivlet.
Og nu er det forlængst et overstået kapitel, men hver gang jeg hører om ammelykke, tænker jeg, at der sidder endnu en ny mor og hører det samme, og kæmper og kæmper. Og lad så være med at slå hende i hovedet samtidig! I bedste mening naturligvis… men du kunne også holde din mund om din egen succes og børns helbred og bavl og bare være der. Måske med chokolade.
Jeg har virkelig fået afsky for én løsning passer til alle-tankegang i de snart tre år, hvor der har stået mor på mit visitkort. Det er mig ubegribeligt, hvorfor vi har så travlt med at forsvare vores eget valg, at vi er nødt til at gøre det til en lov for alle. Og samtidig bliver vi konstant mindet om, at børn er forskellige og har forskelligt behov. Men især amning og samsovning… det er vi nødt til at tage op og gøre ens. Alt andet er skadeligt eller?
En dag kom jeg til at tale med en veninde, om hvordan vores børn sover. Og jeg fortalte, at mine sover i min seng. Min ellers så søde og tolerante veninde så med foragt på mig og sagde: “Det skal de ikke! Det er dårligt for dig.” Og jeg gik selvfølgelig totalt i forsvar, men egentlig var samtalen vel allerede død der?
Hvorfor spurgte hun ikke mere til om, hvordan det fungerede? Eller om børnene sov godt? Nej, hun dømte mig hårdt og kontant for noget, der i virkeligheden handler om, at jeg ikke skal dømme hende for at have en baby liggende i et andet rum end forældresoveværelset.
Som om jeg ikke er fuldstændig ligeglad. Jeg tænker som udgangspunkt, at de som langt langt de fleste forældre gerne vil gøre det godt for deres børn, og så finder de nok en løsning på det. Og om de har samme fremgangsmåde som mig, er ligegyldigt. De er en anden familie, og jeg har tvillinger.
En af grunden til at de sover hos mig, er, at det giver mig den bedste mulighed for at skille dem ad, så de får noget søvn, og ikke bare i døgndrift er en andens legemakker.
Det virker hos mig. Og vi sover alle tre som sten.
Giv hinanden noget plads. Især på så følsomme emner som søvn og mad for helt nye søvnmangelramte forældre, der bare lige hænger sammen. Så kan vi altid senere tage op, om vi ikke også skulle give hinanden noget mere plads i samfundet som sådan, men det er en ganske anden snak.